ViaBill Samarbejdsaftale

Read the below in English

ViaBill er ikke ansvarlig for eventuelle fejl eller mangler, ved brug af automatisk oversættelse. Det vil til enhver tid være de danske handelsbetingelser, der vil være gældende.

1 GENERELT

1.1 Indledning og formål

Nærværende samarbejdsaftale (herefter “Samarbejdsaftalen”) finder anvendelse i forbindelse med, at ViaBill A/S, CVR-nr. 3324 5564 (herefter ”ViaBill”), tilbyder at købe fordringer fra udbyder af webshoppen (herefter ”Sælger”) opstået i forbindelse med, at en af Sælgers kunder (herefter ”Kunden”) foretager køb på kredit af et konkret produkt via Sælgers webshop (“Servicen”).

Ethvert køb af fordring er betinget af, at ViaBill godkender Kunden samt det konkret køb, som fordringen vedrører.

Samarbejdsaftalen og den til enhver tid gældende version heraf, udgør en integreret del af aftalegrundlaget mellem ViaBill og Sælger. Den til enhver tid gældende Samhandelsaftale kan altid forefindes på viabill.com, jf. punkt 2.3.

Afvigelser fra og/eller tillæg til Samarbejdsaftalen er kun bindende for ViaBill, såfremt ViaBill udtrykkeligt og skriftligt har tiltrådt ændringen eller tillægget, og dette angiver at være en afvigelse fra eller tillæg til denne Samarbejdsaftale.

Alle øvrige betingelser og vilkår, herunder Sælgers eventuelle indkøbsbetingelser er udtrykkeligt fraveget og finder ikke anvendelse, uanset om Sælger har henvist til sine indkøbsbetingelser i ordre eller lignende.

Formålet med Servicen er at optimere Sælgers omsætning og indtjening for Sælger, idet Sælger får mulighed for at tilbyde sine Kunder kredit, idet Kunden tilbydes at afdrage køb af produkter på Sælgers hjemmeside over en periode på maksimalt 24 måneder.

Sælger overdrager fordringerne på Kunder til ViaBill til eje, hvorved kreditrisikoen på den enkelte fordring overgår til ViaBill.

Sælger skal fremskaffe og fremsende den af ViaBill påkrævede legitimation/dokumentation med henblik på, at ViaBill kan opfylde sine forpligtelser under den til enhver tid gældende Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. ViaBill tilbageholder udbetalinger til Sælger, indtil Sælger har fremsendt fornøden legitimation/dokumentation.

1.2 Det praktiske handelsforløb

Brug af Servicen initieres ved, at Kunden i Sælgers webshop vælger ViaBill fremfor en af de øvrige betalingsmuligheder i Sælgers betalingsvindue. Kunden guides herefter igennem nogle få betalingsvinduer, hvor Kunden skal oplyse nogle data om sig selv og sit betalingskort. Det er i denne forbindelse Sælgers forpligtelse at sikre, at Kunden godkender de af ViaBill udarbejdede og til enhver tid gældende vilkår for kreditgivning.

Disse oplysninger kontrolleres i ViaBills system. I nogle tilfælde kan ViaBill straks afvise Kunden, hvorefter Kunden sendes til den af Sælger valgte ”afvisnings URL”, og ViaBill informerer Sælger om afvisningen.

Såfremt ViaBill kan godkende såvel Kunden som den pågældende handel i sin helhed, angiver ViaBill straks accept overfor Sælger, som herefter kan indgå aftale med Kunden.

Sælger skal umiddelbart inden afsendelse af varen til Kunden foretager en hævning/Capture i sin gateway. Først når ViaBills accept af capture forsøget fremgår af betalingsformidlermanageren, er fordringen overgået til ViaBill.

ViaBill reserverer transaktionen i 14 dage. Efter godkendt capture skal Sælger sende meddelelse til Kunden om , at betaling alene kan ske med frigørende virkning til ViaBill, og Sælgers betalingsoplysninger må ikke fremgå. Det er Sælgers ansvar, at faktura opfylder lovgivningens krav hertil, at varerne er legitime at sælge, ligesom alene Sælger har pligten til at sørge for eventuel momsafregning.

Skulle Kunden alligevel betale direkte til Sælger, skal Sælger straks orientere ViaBill herom pr. email (support@viabill.com), og Sælger skal straks overføre betalingen til ViaBill. Såfremt Sælger forsømmer dette, og der som følge heraf påløber rykkergebyrer mv. for Kunden, er ViaBill berettiget til at opkræve disse hos Sælger.

Fra den relevante betalingsformidler (PSP) vil ViaBill automatisk modtage information om transaktionen. På baggrund heraf fremsender ViaBill betalingsanvisning til Kunden. ViaBill overfører (på fakturadatoen + 14 dage (eller den af Sælger overfor kunden forlængede fortrydelsesperiode)) opkrævningens fulde beløb med fradrag af eventuelt særskilt aftalte omkostninger/gebyrer til Sælgers bankkonto.

Sælger er pligtig på sin webshop at implementere ViaBills såkaldte PriceTag (prisskilt) som minimum på produktniveau, på checkout-siden samt som separat betalingsvalg, men også gerne på listeniveau. PriceTag skal være implementeret i hele samarbejdsperioden. Sælger er velkommen til at promovere Servicen øvrige steder på sin webshop, men må i givet fald alene anvende det markedsføringsmateriale, som kan downloades via ViaBill.com/download. Retter Sælger i dette, eller afviger fra det udleverede materiale, bærer Sælger alene det fulde ansvar for, at alt markedsføring og øvrig anvendelse af ViaBill på Sælgers hjemmeside og i dennes markedsføringsmateriale overholder gældende dansk lovgivning, herunder reglerne i markedsføringsloven om markedsføring af kreditaftaler. Såfremt ViaBill mødes med krav fra offentlige myndigheder vedrørende overtrædelse af gældende lovgivning er ViaBill berettiget til at videreføre dette krav til Sælger, og Sælger er forpligtet til at skadesløsholde ViaBill i ethvert henseende i forhold til sådanne krav, herunder dækning af rimelige omkostninger til advokat, annoncer for at imødegå negativ omtale mv.

1.3 Aftalens genstand

Kreditmaksimum for hver Kunde og for det enkelte salg fastsættes af ViaBill.

ViaBill køber ikke fordringer, som er aconto fakturaer, salg via forudbetalinger f.eks. telefoni, elektricitet, salg af rejsevaluta, udbetaling af kontanter eller anden form for pengeoverførsel, spil eller lotteri, salg via pyramide (eller lignende konstruktioner), salg af forfalskede varer eller anden krænkelse af immaterielle rettigheder, virksomhed som er i strid med Visa og MasterCards regler (f.eks. børnepornografi, salg af lægemidler, narkotika eller våben, hvor der er lovgivningsmæssige restriktioner).

Til grund for køb af fakturaer skal der foreligge en levering af en vare, som er leveret på faktureringstidspunktet, og hvor Sælger kan dokumentere, at Kunden indenfor 72 timer fra afsendelse har modtaget varen. Hvis Sælger ikke kan dokumentere levering/Kundens modtagelse af den pågældende vare, og Kunden gør indsigelser mod fordringen, har ViaBill ret til regres overfor Sælger for ViaBills eventuelle tab på Kunden.

Såfremt Kunden benytter sin lovbestemte fortrydelsesret, eller en af Sælger fastsat længere fortrydelsesret, er Sælger pligtig at kreditere ViaBill det fulde beløb, som ViaBill eventuelt har udbetalt til Sælger i relation til den pågældende Kunde.

Såfremt Kunden i øvrigt har indsigelser vedrørende varen/leverancen og betaling for varen/leverancen, er dette udelukkende et forhold mellem Sælger og Kunden, og ViaBill er berettiget til at kræve, at den pågældende fordring tilbageføres til Sælger mod betaling af samme beløb, som ViaBill har betalt.

Kan Kunden dokumentere, at denne til Sælger er fremkommet med indsigelser eller rettidigt har udnyttet sin fortrydelsesfrist, skal Sælger godtgøre ViaBill for således uberettigede pålagte rykkerog evt. inkassogebyrer.

Ønsker Sælger i aftaleperioden at tilbyde andre finansieringsløsninger via sin webshop, kræver dette en særskilt accept fra ViaBill.

1.4 Kundehenvendelser

Det påhviler alene Sælger at håndtere alle kundehenvendelser f.eks. reklamationer, support og garantiforpligtelser vedr. den leverede vare, mens det alene påhviler ViaBill, eller ViaBills finansieringspartnere, at håndtere alle henvendelser vedr. betalingen. Dette oplyser ViaBill, eller ViaBills finansieringspartnere, til Kunden på fremsendte betalingsanvisning og eventuel senere rykker.

Sælger indestår for at holde ViaBill, eller ViaBills finansieringspartnere, skadesløs for ethvert krav, som en Kunde måtte rette mod ViaBill eller ViaBills finansieringspartnere i anledning af evt. berettigede fejl eller mangler ved de solgte varer, og ViaBill og ViaBills finansieringspartnere kan rette direkte henvendelse til Sælger herom i sådanne sager.

1.5 Kommunikation

ViaBill kan kontaktes via ViaBill.com eller ViaBills relevante E-mailadresser, som kan findes på ViaBill.com.

1.6 Opsigelse og misligholdelse

De første 3 måneder fra indgåelse af nærværende Samarbejdsaftale betragtes som en prøveperiode, i hvilken begge parter kan opsige Samarbejdsaftalen uden varsel. Herefter kan Sælger opsige Samarbejdsaftalen med et varsel på 6 måneder til udgangen af et kalenderår, mens ViaBill kan opsige Samarbejdsaftalen med dags varsel. Såfremt ViaBill opsiger Samarbejdsaftalen, færdighåndteres de allerede autoriserede transaktioner.

Ophører Sælger i aftaleperioden med at anvende ViaBill eller ViaBills PriceTags (jf. afsnit 1.2) på sin webshop anses dette som værende væsentlig misligholdelse af nærværende Samarbejdsaftale.

Tilbyder Sælger i aftaleperioden andre finansieringsløsninger via sin webshop uden forudgående accept fra ViaBill, anses dette for at være væsentlig misligholdelse.

Medmindre Sælger inden for 8 dage efter påkrav har bragt en misligholdelse til ophør, er ViaBill berettiget til straks at ophæve denne Samarbejdsaftale som misligholdt.

I tilfælde af ophævelse af Samarbejdsaftalen, skal Sælger betale en bod svarende til 2,5% af den gennem ViaBill realiserede omsætning eksklusive moms siden Samarbejdsaftalens indgåelse. Bodsbeløbet forfalder med 8 dages betalingsfrist.

1.7 Tavshedspligt

ViaBill har tavshedspligt med hensyn til Sælgers data, ligesom ViaBill og Sælger er forpligtet til at behandle alle oplysninger om Kunden fortroligt. Alle informationer opbevares på betryggende vis og er kun tilgængelige for betroede medarbejdere hos ViaBill.

1.8 Ejendomsret

ViaBill har den fulde ejendomsret til de programmer/software, der anvendes for at kunne levere Servicen.

1.9 Overdragelse af Samarbejdsaftalen

Ingen af parterne er berettiget til at overdrage rettigheder eller forpligtelser i henhold til denne Samarbejdsaftale til tredjemand uden den anden parts forudgående skriftlige samtykke. ViaBill er dog berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til Samarbejdsaftalen til et med ViaBill koncernforbundet selskab eller i forbindelse med helt eller delvist frasalg af aktiver uden Sælgers forudgående samtykke.

1.10 Force Majeure

ViaBill er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse som følge af force majeure, herunder strejke, lockout, naturkatastrofer, fejl eller aktivitets-ophør hos en af ViaBills samarbejdspartners, inklusive tele- og IT operatører, strømsvigt, brand, hærværk, hacking, DDos angreb og lignende eller i øvrigt for forhold, der ligger uden for ViaBills kontrol.

1.11 Erstatningsansvar

ViaBill er ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab, følgeskader eller fejl, der måtte opstå i forbindelse med den support, der ydes. ViaBills erstatningsansvar kan aldrig overstige det beløb, Sælger har betalt for anvendelse af ViaBill i en periode på 6 måneder op til den erstatningspådragende hændelse indtraf.

1.12 Ikrafttræden

Samarbejdsaftalen mellem ViaBill og Sælger træder i kraft, når Sælger har accepteret nærværende Samarbejdsaftale, enten ved fysisk underskrift heraf eller i form af afkrydsning deraf ved tilmelding til Servicen.

1.13 Lovvalg og værneting

Samarbejdsaftalen er undergivet dansk ret og eventuelle tvister afgøres ved ViaBills hjemting som rette værneting.

2 ØKONOMI

2.1 Omkostninger

2.1.1 Oprettelsesgebyr

Sælger betaler det aftalte oprettelsesgebyr, som er oplyst og aftalt ved tilmeldingstidspunktet.

2.1.2 Transaktionsgebyr

Eventuelle transaktionsgebyrer på køb af fordringerne vil være særskilt aftalt mellem ViaBill og Sælger.

2.1.3 Support/hotline mv.

Support, hotline, implementering via betalings-gateway‘en (PSP) og integrationshjælp mv. er inkluderet i oprettelsesgebyret, så længe dette holdes indenfor et vanligt/rimelig tidsforbrug. ViaBill assisterer uden beregning med implementering af PriceTag samt stiller en marketingpakke til rådighed på viabill.com som bl.a. indeholder ViaBill bannere og tekster, som kan bruges på Sælgers webshop.

2.2 Eventuelle tilgodehavender

ViaBill er berettiget til at opkræve eventuelle tilgodehavender ved at hæve det skyldige beløb på Sælgers evt. oplyste kreditkort eller via faktura sendt til Sælgers e-mail, såfremt modregning på Sælgers konto hos ViaBill ikke er mulig.

2.3 Pris-/gebyr eller vilkårsændringer

Ændringer i priser, gebyrer eller vilkår skal ske med et varsel på minimum 1 måned før ikrafttræden af de nye priser, gebyr eller vilkår, i hvilken periode, Sælger straks kan opsige Samarbejdsaftalen. Er en opsigelse ikke fremkommet til ViaBill i denne periode, fortsætter Samarbejdsaftalen iht. pkt. 1.6. I tilfælde af fejlskrift ved ændringer af priser, er ViaBill straks og uden varsel berettiget til at berigtige forholdet.

3 PERSONDATAPOLITIK

3.1 Persondatapolitik (Erhvervsdrivende)

ViaBill er som dataansvarlig forpligtet til at beskytte Sælgers og Kundernes personoplysninger, og ViaBill ønsker, at Kunderne føler sig tryg ved ViaBills behandling af Kundernes personoplysninger.

For at Sælger kan indgå aftale med ViaBill på www.ViaBill.com, indsamler ViaBill en række oplysninger, herunder, men ikke begrænset til: Virksomhedens juridiske navn, adresse, postnummer, by, CVR-nr., webshopsystem, betalingssystem, branchekode, navn på kontaktperson, e-mailadresse og telefonnummer. Endelig har ViasBill behov for et skatteresumé, indehavers kontonummer samt dokumentation i form af pas eller kørekort fra kontaktpersonen eller indehaveren.

ViaBill behandler disse oplysninger bl.a. med det formål at kunne gennemføre Sælgers bestilling af ViaBills betalingsløsning, samt til overholdelse af reglerne i hvidvaskningsloven. ViaBill bruger også oplysningerne til at få større kendskab til sine brugere, f.eks. via undersøgelser, statistik og analyser med henblik på forbedring af produkter.

ViaBill gemmer Sælgers personoplysninger, så længe det er nødvendigt for at kunne levere den Service, som Sælger har bedt om, så længe det er nødvendigt for at forfølge et berettiget formål, og i så lang tid som det er påkrævet i henhold til lovgivningen.

ViaBill kan i visse tilfælde videregive de personoplysninger, som ViaBill behandler. Sælgers personoplysninger kan f.eks. blive videregivet til: (i) leverandører ViaBill samarbejder med for at kunne levere Servicen (f.eks. leverandører af tjenester, teknisk support, leverancetjenester og finansielle institutioner); eller (ii) i forbindelse med salg, opgaver eller anden overførsel af indholdet på hjemmesiden; eller (iii) hvis det er påkrævet ifølge en domstolsafgørelse eller gældende lovgivning.

ViaBill benytter sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte Sælgers personoplysninger imod manipulation, tab, destruktion samt mod, at andre uberettiget tiltvinger sig adgang til Sælgers oplysninger. ViaBills sikkerhedsprocedure bliver løbende revideret på baggrund af den nyeste teknologiske udvikling.

I praksis er det ikke muligt at etablere 100 % sikkerhed, og ViaBill kan derfor ikke garantere, at oplysningerne er helt beskyttet mod nogen, som vil lykkedes med at omgå sikkerhedsforanstaltninger og skaffe sig adgang til oplysningerne. Sælger afgiver således sine personlige oplysninger på eget ansvar.

Efter persondataloven har Sælger ret til at få oplyst, hvilke personoplysninger ViaBill behandler om Sælger. Hvis det viser sig, at disse oplysninger er urigtige eller vildledende, har Sælger ret til at anmode ViaBill om at rette, blokere eller slette disse oplysninger. Derudover kan Sælger til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger om Sælger eller dennes ansatte gøres til genstand for yderligere behandling. Hvis Sælger ønsker adgang til de oplysninger, som ViaBill behandler, kan Sælger rette henvendelse på support@viabill.com eller telefonnummer 8882 6826.

Sælger har også mulighed for at klage til Datatilsynet, der kan kontaktes via dt@datatilsynet.dk. Mere information findes på Datatilsynets hjemmeside her.

Der kan ske ændringer til ViaBills behandling af Sælgers personoplysninger. ViaBill vil, hvor der er krav herom, orientere Sælger direkte om ændringerne.

Vilkår opdateret oktober 2017

Version 1710